Børnene i 5.B / Tey í 5.B

Bøgerne om børnene i 5. b handler om 5 børn, som bor i Hoyvík på Færøerne, som - utroligt nok - går i 5. klasse! Jeg har skrevet historierne på færøsk og de er udgivet af det færøske forlag, Bókadeild Føroya Lærarafelags. Forlagets omtale kan læses her: BFL, Tey í 5.B

Målgruppen er vurderet til 10-12 år og bøgerne er letlæselige, hver især på omkring 70 sider. 

Handlingerne er nutids-realistiske men dog opdigtede. Er der nogen, som synes at genkende sig selv eller andre, så er det rent tilfældigt! Vinker  Til gengæld er det ikke tilfældigt at jeg gerne vil have både spænding, alvor og humor med.

Hovedrollerne skifter mellem Barbara og Bergur, men hunden Ronaldo har også en betydelig rolle.

Barbara er den stille og opmærksomme pige. Hendes far sejler som kaptajn, hendes mor er coach. Forældrene har været venner med Bergur´s forældre, siden de to mødre lå på fødegangen sammen.

Bergur er mærket af at han har haft kræft - er stadig tynd og ikke så stærk og energisk som andre drenge. Heldigvis har han sin hund, Ronaldo, med hvem han har mange sjove oplevelser.

De tre andre er: Anna, Jóhanna og Pætur, som hver har deres personlighed, hjemmefront og udfordringer.

Der er til nu udkommet 3 af af de 5 bøger, jeg har planlagt i serien. Den fjerde historie er godt i gang med at udfolde sig gennem tastaturet. 

Vikarurin - Tey í 5.B

I pressemeddelelsen blev denne, min første udgivelse kaldt:
"En anderledes og spændende færøsk bog"

Bogen hedder "Vikaren - dem i 5.b".
Klassen får en ny vikar, Jesper. Han er dansk og har arbejdet på Mjørkadal, den færøske NATO-station, som nu er nedlagt. Han kræver disciplin og virker temmelig mystisk.

Bergur og Barbara møder ham forskellige steder, og hver gang opfører han sig som om han er blevet afsløret. Han forsøger ihærdigt at gemme dét for dem, som han har i hånden.

Er han spion, terrorist, eller hvad er det han laver?

 

 

Vinurin - Tey í 5.B

Bog nummer 2 i serien hedder: "Vennen - dem i 5.B".

Barbara´s veninde, Anna, er enebarn og hendes forældre går meget op i deres karriere, så hun er meget alene. Da er det godt at kunne spille online og chatte med andre.
En dag skal Anna mødes med en af disse nye venner, men det går absolut ikke som panlagt.

Bergur har været til kontrol på Rigshospitalet og fik da den sørgelige meddelelse, at Rasmus, som han var indlagt sammen med, er død.

Jóhanna trækker sig ind i sig selv men dyrker ualmindeligt megen sport. Gidder hun ikke vennerne mere?

Der er virkelig brug for venner her - rigtige venner.

Men heldigvis, ind imellem har de det også både hyggeligt og sjovt. Og Ronaldo, Bergurs hund, gør sit!

Lokaða landið - Tey í 5.B

Bog nummer 3 i serien hedder: "Det lukkede land - dem i 5.B".

Jóhanna er blevet tyndere og har trukket sig tilbage. Sidder ofte bare og tegner, laver lektier eller ... løber. Anna synes det er træls, at Johanna stadig er ked af det, nu et år efter at hendes far er død. "Burde hun ikke været kommet over det nu?" spørger hun Barbara en dag.

Barbara forsøger at holde kontakten med Johanna, selvom det er tungt, når veninden ikke selv viser nogen særlig interesse, og Barbara er tæt på at give op, da det sker noget dramatisk.

En mand har blottet sig for Pæturs kusine og nogle underlige mænd er flyttet ind i et hus i nabolaget. De går på en underlig stiv måde. Næsten som zombier. Er det mon én af dem, der har vist sig for kusinen?

Børnene hygger sig tit i et gammelt kolonihavehus, som Bergurs bedstefar ejer. En dag opdager de, at en fremmed har været inde i hytten, for nogen har røget cigaretter, og det er strengt forbudt at bruge ild i den gamle hytte. Er det mon blotteren, som gemmer sig dér for politiet?

Disse spørgsmål kan I få besvaret hvis I læser bog nummer 3 i serien om børnene i 5.B.