Afgørelsens time

© Helle Thede Johansen

 

- Nå! Nu kunne det passe frøkenen at komme hjem. Jeg har siddet her og ventet på dig i snart en time. Hvem har du været sammen med? Peter kigger mistroisk på hende.

- Jeg har gået en tur i parken, svarer Lone med nervøs stemme.

 

Peter går med hidsige skridt ind i stuen. Hun kan tydeligt se på hans ryg, at han er rasende. Hun bliver ubeslutsomt stående i gangen.

 

- Ha! Det vil du have jeg skal tro på? fnyser han, – at du bare har gået rundt i parken og kigget på ænder. Helt alene! Den tror jeg ikke på. Det kan ikke fortsætte på denne måde. Jeg kan ikke stole på dig. Du må hellere pakke dine ting og gå din vej!

 

Han stirrer hånligt på Lone, overbevist om at hun nu vil falde ham grædende om halsen og undskylde. Trygle om at han skal tro på hende. Sige at hun elsker ham og ingen anden.

 

- Jeg tog faktisk afgørelsen om at flytte, mens jeg gik i parken, siger Lone stille.

- Hvad? Peter stirrer totalt chokeret på hende. – Har du besluttet dig til at flytte?

- Ja, jeg flytter. Jeg kan ikke holde ud mere, at du aldrig vil tro på mig.

- Jamen Lone. Jeg elsker dig jo. Jeg er bare så bange for at miste dig. Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at en eller anden tilfældig fyr skal stjæle dig fra mig!

- Peter. Lad være! Det er for sent. Jeg har besluttet mig.

- Hvis du gør alvor af det, så tager jeg livet af mig. Jeg kan ikke leve uden dig!