Pinefuld skamfølelse

© Helle Thede Johansen

 

En skinger lyd når krybdyrscenteret i min hjerne. Inden jeg når at række hånden ud, bruser adrenalinet gennem kroppen. Hjertet pumper med en frekvens, som gør mig bange for om det kan holde til det. Halsen føles som om den er tapetseret med sandpapir. Hele mit indre skriger: “Løb eller bliv ædt!”

 

Jeg har mest lyst til at grave mig langt ned under dynen. Gemme mig. Lukke hele verden ude. Slukke og lukke.

 

Det kræver en enorm kraftanstrengelse, men det lykkes mig at få svinget benene ud over sengekanten og komme op at sidde. Gulvet sejler. Maven krymper sig sammen. Angstens kvalme overmander mig. Jeg kaster op direkte på gulvet foran mig. Det bliver dog kun til en lille ildelugtende slimet klat. Det rene galle.

 

Afmagtet og bange vælter jeg tilbage i sengen og trækker dynen langt op over hovedet. Det piner og værker i hele kroppen. Havde jeg bare kunne trykke på en knap og få det til at stoppe. Få det hele til at blive godt igen.

 

- Skal du ikke op mor, hører jeg min 8-årige datters bekymrede stemme fra døråbningen. Forsigtig løfter jeg en flig af dynen og sender hende en blegt smil.

– Mor har det ikke så godt, skat, men det skal nok blive okay igen. Gå du nu ud at spise din morgenmad! Og vil du bede far lige komme ind til mig?

 

Jeg hører de skramler ude i køkkenet. Hvor blev de hyggelige morgenmåltider af? Hvad er jeg i det hele taget for en mor? Skamfølelsen overfalder mig. Tårerne presser på og da Søren står i døren, kan jeg ikke holde på facaden mere. Jeg forsøger at tale til ham, men det bliver bare til en hikkende hulken.

 

Søren sætter sig med en bekymret mine på sengekanten og tager min hånd. – Men kæreste. Hvad er der med dig? Han lyder oprigtig bekymret og omsorgsfuld. Hvordan kan jeg dog svigte ham?

 

Jeg knuger hans hånd hårdt og tænker et kort øjeblik på, hvor stor en støtte han har været. Så forsøger jeg endnu en gang at tage mig sammen til at få det sagt.

 

- Søren! Jeg har tænkt meget over det. Jeg er ikke stolt af det, men det er nok den eneste løsning. Jeg kan ikke holde det ud mere. Dette er ikke et liv, hverken for mig eller for jer. Jeg må ud af dette helvede. Vil du være sød at ringe til lægen og sige, at jeg vil gerne indlægges  på den lukkede alligevel!