18. oktober 2011

© Helle Thede Johansen

Det skratter i højttaleren og kaptajnen forkynder, at vi snart lægger an til landing. Vejret i København er skyet, let regn, nordlig vind og 10 grader.

Slimhinden i næsen er tør og irriteret. Luften sitrer af forventningsfuld snakken. Himlen er blå, men under os flyder et tæppe af vat. Et enkelt hul i tæppet giver os et glimt af et blåt hav, uden synlige krusninger – Kattegat.

På rækken overfor sidder tre mænd, som hver især betragter deres øjenlåg fra indersiden. Fra sædet foran dem, lyder en højlydt snorken fra manden, som skyllede morgenbrødet ned med en guldøl og en dobbelt whisky. Hagen hænger slapt ned og en smule savl hænger i skæget.

Det er en tirsdag morgen i oktober og vi har taget pyjamasruten fra Vagar. To en halv times flyvetur er snart overstået, men foran os ligger en rejse på endnu 22 timer. Vi er på vej for at påmønstre containerskibet Emma Maersk i Hong Kong.

Fremme ved cockpittet er der opstået en kø af utålmodige passagerer. Morgen-øllen presser på for at komme ud inden landing.

Husbonden kigger tankefuldt i Jyllandsposten. Placerer med en hurtig bevægelse et 8-tal og tager derefter spekulativt højre hånd op til kinden. Der går nogle sekunder, inden der i hurtig rækkefølge bliver placeret endnu et 8-tal og to 1´ere.

Lyden af musik sniger sig ud fra sønnikes ører. Han skifter, med et hurtigt klik på iPod´en, til et andet nummer, og bladrer derefter gennem nogle fotos. Panden hviler mod ryglænet på sædet foran. - Er vi der snart? spørger han for Gud ved hvilken gang.

Skiltet ”Fasten your seatbelts” bliver tændt. Atlantic Airways flyet ryster en smule mens vi går ned gennem vat-tæpperne og vi får et par mindre rutchebaneture. Med hastige skridt går stewardesserne ned gennem gangen. Får én til at rette stolen op og samler nogle halvtomme glas ind.

- Crew, tight up, lyder det fra højtaleren.

19. oktober 2011

© Helle Thede Johansen

Der er lyst of luftigt i Chek Lap Kok Airport. Lufthavnen er navngivet efter øen af samme navn, som sidst i 90´erne blev jævnet, udvidet ved opfyldning og lagt sammen med nabo-øen Lantau, for at skabe et nyt lufthavnsareal. Indtil da havde landing i Hong Kong krævet specialtrænede piloter, da indflyvning til Kai Tak Airport foregik gennem bjergrigt terræn og selve lufthavnen lå midt i det tætbefolkede områder med højhuse.

En rengøringskone forsøger med opgivende bevægelser at holde styr på, hvilken flise hun er kommet til, i den store åbne hal. Genkendende hilsener og trippende stiletter giver genlyd.

Det er over en time siden vi landede i Hong Kong. Agenten skulle have stået med et skilt ved udgangen og taget imod os, men nogen har misforstået noget. Vi fløj fra Munich i går aftes ved 22-tiden og har fløjet i godt 10 timer, men knap nok lukket et øje. Klokken derhjemme er ti om morgenen, men her nærmer den sig 17:00.

Pludselig står en forpustet kineser foran os og undskylder meget. Han snupper en af bagagevognene, og så er det ellers bare om at følge med. I fuldt firspring går det mod parkeringspladsen, så selv Kristian har svært ved at følge med.

Uden for et det lummer-varmt og drønene fra landende og lettende fly får luften til at sitrer. Inde i minibussen er der koldt – næsten for koldt. I alle fald når man er fugtig af sved. Jeg skruer lidt ned for air-condition og læner mig tilbage for at nyde udsigten.

Vi kører langs nordsiden af Lantau og når lige at registrere et skilt til Hong Kong Disneyland, inden vi passerer over Tsing Ma Bridge – den 2,2 kilometer lange højspændsbro i to etager med seks vejbaner, der forbinder øen Lantau med Kowloon, den nordlige del af byen.

Så forsvinder udsigten med grønne klippeøer bag tårnhøje huse og vi krydser op, ned og rundt i en vrimmel af vejnet, så vi totalt mister retningsfornemmelsen. Det gør det ikke nemmere, at vi kører i venstre side, når vi forsøger at forudsige hvad chaufførens næste handling bliver.

Midt i det hele dukker en klippetop uden bebyggelse op. Til gengæld er den næsten fuldt cementeret. Det er en kirkegård. Flere hundrede grave ligger op ad den vest vendte skråning og erindrer om, at med mere end 7 millioner indbyggere, hvor i gennemsnit 3 begår selvmord om dagen, og flere dør af sygdom, kriminalitet eller ulykker, kræves der en del plads, også til de døde.

Chaufføren drejer bilen ind i en parkeringskælder under en bygning, og kører to etager op. Så holder vi foran en blank glasdør med gyldne, skinnende håndtag og blomsterudsmykning ved siden af. ”Welcome to Panda Hotel” står der på et skilt.

En mager kineser med store briller, iført en mørkeblå uniform med guldstriber kommer straks til syne med en kuffertvogn. Da vi har fået vores kufferter læsset på, forklarer han bukkende, at han nok skal komme op med vores bagage, når vi har fået værelsesnummeret.

På 30. etage, bag et kæmpe skrivebord, sidder en lille kinesisk kvinde og smiler imødekommende. Ikke en lyd høres, da vi går gennem rummet, over det tykke stribede gulvtæppe. Mændene sætter sig overfor kvinden, og med en smule vanskeligheder og sprogforviklinger får aftalt hvilke opredninger vi skal have, hvordan med spisning og så videre. Imens går Ann Maria, Johannes og jeg ind på hver sin Mac, der står til fri benyttelse. Det er nok bedst at give besked hjem, om at vi er vel ankommet til Hong Kong.

Da vi træder ind på værelset, ser jeg først kun en sofa, et spisebord til seks og en stor fladskærm. En dør fører dog ind til endnu et værelse – soveværelset, med en overstor dobbeltseng. Vi har ganske vist bedt om en ekstra seng til Johannes, men bliver hurtigt enige om, at der er plads nok til os alle tre i denne.

Jeg går hen til vinduet for at undersøge udsigten, men udenfor er det blevet mørkt. Kun de spredt oplyste vinduer i husene omkring hotellet afslører, at vi befinder os i en storby, 21 etager oppe i et af mange højhuse.

20. oktober 2011

© Helle Thede Johansen

Trafikken er livlig. Rød-hvide cabs, grønne minibusser og dyttende personbiler farter af sted i seks baner – tre hver vej. Luften er fugtigvarm og fyldt med udstødningsgasser.

Fortovet langs Tsuen Wan Market Street er ikke mindre trafikeret. Her er det blot små sorthårede myrer som haster af sted. Det synes som om alle går i modsat retning, indtil jeg erindrer, at jeg skal holde til venstre, så flyder jeg med strømmen.

Gennem en port i en stenmur får jeg et glimt af grønne træer og vandløb. Nysgerrigt forlader jeg vrimlen og træder ind i en anden verden. En kilde risler klukkende ned ad nogle sten og løber ud i en sø, hvor orange-sorte karper på størrelse med … roligt svømmer rundt.

På en stenterasse er omkring 20 mænd – mest ældre, cigaretrygende – dybt koncentreret omkring fire majong-borde. Fra en pavillon med buet irgrønt tag, vinker en rynket og krympet kineser til mig, og afslører et tandløst smil, da jeg vinker tilbage.

I den anden ende af parken står en gråhåret kinesisk kvinde i sorte bukser og lillamønstret busseronne og svinger med det ene ben, mens hun holder fast i et jernstativ. En halvskaldet mand med en behåret vorte udfører sindigt og med lukkede øjne tai-chi.

Jeg begiver mig ud i larmen igen og finder frem til Tsuen Wan Market – et indendørs marked i 2 etager. En ubestemmelig og ikke ligefrem behagelig lugt slår mig i møde, inden jeg når ind ad døren. En blanding af hvidløg, tørret fisk, blod, indvolde og kloak. Sælgerne råber fra hver deres bod og forsøger at gøre kunderne opmærksomme på netop deres varers kvalitet. Tror jeg nok. Måske de i stedet råber til hinanden om, at der kommer der en dum turist og glor undrende på deres varer.

Underetagen byder fortrinsvis på frugter og grøntsager i alle afskygninger. Store, friske, farverige og indbydende varer. Lyset kommer fra lamper, hængt op i et stål-net mellem beton-spærrene. I samme net hænger et væld af plastikposer, filtrede klumper af ledninger og fedtede, sorte totter af støv.

På etagen oven over befinder slagtere og fiskehandlerne sig. En bod er ubemandet. På de tomme bure afslører et skilt, at der tidligere i dag har været solgt høns derfra.

Hos fiskehandleren kribler gråblå tiger-rejer rundt i et vandkar. Karet ved siden af er fyldt med grønlige krabber, som har fået kloerne bundet sammen med græsstrå. For at holde varerne friske, løber der konstant vand i karrene, det løber ud over kanten, ned på gulvet og ned til underetagen.

Et smæld får mig til at vende hovedet. Fiskemanden har givet en skrubtudse et gok i hovedet. Med at hak er hovedet skilt fra kroppen. Med et snit er bugen skåret op og med en skraben er indvoldene på gulvet. Jeg når ikke at se hvordan, men pludselig har den mistet skindet, fødderne bliver skåret af og tilbage ligger en nøgen skrubtudsekrop og vrider sig sammen med 3 andre ligestillede.

Jeg går ned ad betontrappen, forbi tørrede fisk, ingefær, nødder og diverse krydderier, ud til den trafikerede vej hvor luften nu næsten synes frisk, i forhold til inde på markedet.

21. oktober 2011

© Helle Thede Johansen

Vi er trætte og svedige efter at have gået rundt i de smalle og stejle gader i Sheung Wan distriktet på Hong Kong øen. Ikke en eneste lille brise fandt vej mellem de tætbyggede skyskrabere, hvoraf den højeste er på 88 etager og 415 meters højde. Larmen fra trafikken og den konstante menneskevrimmel hænger stadig i ørerne.

Men heroppe på The Peak, i 400 meters højde, er luften køligere og udsigten pragtfuld. Jeg forstår godt at koloniherrerne foretrak at bygge deres villaer heroppe, den gang i 1800-tallet.

De hvid-grønne Star-Ferries sejler som små biller i pendulfart mellem Kowloon halvøen og Victoria Harbour, som de har gjort siden 1898. Lidt længere nordpå kan vi skimte containerkranerne, hvor Emma Maersk skal komme ind i morgen tidlig. Imellem disse to punkter er en vrimmel af tunge kluntede pramme, kvikke flyvebåde og små fiskebåde.

Husene i Victoria er som en blandet pose slik-stænger. Der er korte, buttede, gul-brune huse, lange, tynde, lyserøde huse og skinnende, grå-sorte, firkantede megabygninger. Set heroppe fra, ser det ud som om de ligger så tæt, at der umuligt kan være noget vej-system imellem dem, og at genboerne må kunne tale med hinanden fra hver deres vindue.

Vi kom herop med Peak Tram, en kabeltrukken sporvogn, som stiger 373 meter op på 8 minutter. Den kører ikke hurtigt, men strækningen er stejl og den kraftige wire knirker og hviner under besværet. Den blev bygget i 1888. Indtil da var koloniherrerne blevet transporteret op og ned ad bjerget i bærestole. Kabelbanen gjorde, at de kunne komme hurtigere frem og tilbage.

Vi finder et spisested med en sydvendt terrasse, med udsigt over de mange små grønne øer, hvoraf de fleste er ubeboede. Her, under de skyggefulde træer, når lyden af en rislende bæk og fuglenes glade sang vores ører, mens hævede fødder får lov at hvile, inden vi igen begiver os ned i det hektiske byliv.