Egne oplevelser

Årsagen til at jeg medtager emnet spædbarnsdød på vores hjemmeside er, at vi selv har mistet et barn. Vores lille søn, Rasmus, døde inden han kom til verden, den 9. marts 1993.

At miste et barn er egentlig en underlig formulering, for når man mister noget, kan man sommetider være heldig at finde det igen, hvis man leder efter det, men har du mistet et spædbarn, kan du aldrig få det igen!!! Du kan heller ikke få et andet barn, som man kan købe en anden kop, i stedet for den som gik i stykker! Du kan dog være heldig at blive mor tilet barn mere!

Chokket
Det var min første graviditet og den havde forløbet let og problemfrit. Alt gik efter bogen, og hvad der egentlig gik galt og hvornår, er stadig noget usikkert. 

Det korte af det lange er dog, at jeg i 40. uge tog ud på sygehuset - for at blive beroliget - fordi jeg syntes, der var blevet lidt stille i maven. Det skulle dog vise sig, at de desværre ikke kunne berolige mig, men tværtimod fortælle mig, at der ikke længere var liv. Det lille hjerte slog ikke længere!

Jeg råbte nok først, at de skulle skynde sig at lave kejsersnit, så de kunne få barnet ud og hjælpe det. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det var for sent, men ...det kunne da ikke passe!!! Vores lille søn, som havde vokset sig stor og stærk inde i maven, og som skulle komme til verden næste dag. Han kunne da ikke bare sådan give op, lige i sidste øjeblik!?! Det var utroligt svært at erkende!

Det var underligt at komme ud på gaden og se, at busserne stadig kørte og at solen skinnede! Hvorfor var hele verden ikke stoppet op??? Det var den jo for mig!

Sygehuspersonalet havde bedt mig om at tage hjem lidt, for at fortælle det for familie og venner, og for ligesom at blive klar over situationen selv. Det lyder måske hårdt, men er nu ganske fornuftigt. Man har brug for at tænke lidt på det og fortælle det for andre, inden det langsomt trænger ind til ens egen bevisthed, at det da vist desværre er den hårde sandhed. Vores søn er død!

Ved at fortælle det til vores familie og venner var vi også allerede over den første svære barriere, der kan danne sig mellem folk i sorg og deres omgivelser, på grund af usikkerhed. De stillede straks op og støttede os på alle måder, både før fødslen og lang tid efter, både ved at lytte og ved at hjælpe med praktiske ting!

Fødslen
Da vi havde talt og grædt sammen, og fortalt det for de nærmeste, tog vi ud på sygehuset, for at få fødslen sat i gang. Mange vil måske sige, at det er umenneskeligt at sætte en mor til at føde sit barn, vidende at barnet er dødt! Det er hårdt, ja, men ikke umenneskeligt!

Jeg er glad for, at jeg fik lov til at føde vores søn på en naturlig måde. Nu ved jeg, hvordan det er at have veer og hvordan det er at føde. Det havde jeg ikke vidst ellers! Det gjorde ondt, ja, men det var ikke så hårdt som jeg havde troet.

Havde jeg fået kejsersnit, ville det nok have taget mig længere tid, at forstå hvad der var sket. Arret fra operationen ville pine mig og til alle tider minde mig om vores lille dreng.

Midt i sorgen, chokket og efterveerne følte jeg trods alt en stolthed og en form for lykke, da jeg fik lagt vores søn op i mine arme. Hvor var han dog kær! Han lignede sin far! Han så helt perfekt ud! Kunne jeg virkelig lave sådan et pragteksemplar?

Jeg græd vist ikke så meget lige da. Dels på grund at de blandede følelser og dels på grund af chokket, som endnu var der!

Tiden derefter
Jeg kom dog til at græde mange tårer det følgende år. Nogle dage græd jeg fra morgen til aften eller gik rundt i en tåge. Andre dage kunne jeg klare at tale om noget andet, og kunne endda chokeret tage mig selv i at sidde og smile ad en vittighed!!! Det kan man da ikke!?! Jo, det kan man! Livet skal trods alt gå videre, og som tiden gik, tænkte jeg også, at havde Rasmus kunnet tale til mig, havde han sikkert sagt, at jeg ikke skulle gå rundt og græde resten af mit liv!

Der er nu gået 13 år siden, men jeg tænker ofte på ham endnu. Det er dog ikke sådan at jeg sidder og græder, men han er der, i mine tanker! Han er en del af familien og vil altid være det! Jeg har ikke accepteret, at han ikke kunne leve, men jeg har lært at leve med det!

Vi var heldige, at vi fik utroligt megen støtte af familie og venner. Jeg tænkte tit på, at ikke alle kunne være lige heldige som os, at have så gode venner omkring sig. Hvordan mon disse stakkels forældre klarede sig?

En veninde satte mig i kontakt med Landsforeningen Spædbarnsdød, hvor jeg også fik god hjælp. Blandt andet var det meget givende, at læse i medlemsbladet "Stjernen", hvor andre forældre, som har mistet små børn, fortæller om deres tanker og oplevelser. Jeg fandt ud af, at mange af de underlige tanker og følelser jeg havde, havde de andre også! Det var altså ikke helt unormalt!

 

Hvordan kan du hjælpe

Det primære råd er: VIS AT DU VED DET!

Det er en frygtelig situation, at stå overfor folk i sorg. Hvad skal man sige? Hvad skal man gøre? Hvad nu hvis de begynder at græde???

Egentlig kan man sige, at der findes ingen trøstende ord. Det eneste forældrene ønsker, er at få barnet tilbage, og det kan ingen give dem!

Du kan aldrig tage sorgen fra forældrene, eller give dem barnet tilbage, men du kan hjælpe dem ved at lytte, lytte, lytte og VÆRE der! Du behøver ingenting at sige. Ord er tit overflødige. Det vigtigste er, at du tør at møde dem, og være hos dem. Blot det at du viser, at du ved det, og at du føler med dem, kan være en god støtte.

Der er intet værre end at være på indkøb og føle, at alle flygter om bag hylderne, så snart de ser én. Man er i forvejen chokeret og i sorg, og hvis så venner og bekendte samtidig flygter fra én, så føler man sig som spedalsk!

Det kan da godt være, at forældrene kommer til at græde, men det er da ikke din skyld! De græder, fordi de har mistet et barn - ikke fordi du kom! De har formentlig brug for at græde, og da kan det blot være en hjælp, at du netop kom forbi!

Vær ikke bange for at spørge til barnet, til fødslen eller til omstændighederne ved barnets død. Forældrene har brug for at fortælle tingene om og om igen, for derved selv at erkende, hvad der egentlig er sket.

Kontakt forældrene!

Forældrene har formentlig ikke overskud til at kontakte dig, så du må selv tage initiativet. Tag hen og besøg dem, eventuelt med kaffe og kage i tasken.

Vær parat til at lytte til de samme ord igen og igen, også længe efter. Man kan ikke sætte tid på sorgen, den er individuel og forældrene kan være uligevægtige i lang tid efter tabet af barnet.

Særligt i de første dage, hvor forældrene er i chock, har de brug for at du er der, og hjælper dem så godt du kan. Dagligdags ting, som at vaske tøj og gøre rent, virker for forældrene uoverkommelige og fuldkommen ligegyldige. Det vil være en god ting, om du kunne hjælpe dem med nogle af disse ting.

Undlad vendinger som f.eks.
Se at komme over det!
Det er da godt, at I har de store børn!
Tag jer nu sammen, livet skal jo gå videre!
Det var da godt, at I ikke nåede at få barnet med hjem!
I er jo så unge og kan nå at få mange børn endnu!
Bliv hurtigt gravid igen, så glemmer I nok hurtigere!

Det barn, som forældrene har mistet, kan ikke erstattes af et nyt barn og forældrene vil ikke kunne glemme det!

Tiden læger ikke alle sår! Man vil aldrig glemme det barn man har mistet. Det vil altid leve i forældrenes hjerte og tanker, men med tiden vil man være i stand til - om ikke at acceptere det skete, så i alle fald at lære at leve med det!